Beretninger
En frihedskæmpers historie
Lennart Greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn
Dæknavne: "Walther", "Holger Petersen" og "Elisabeth Fenger"
Dæknavne: "Walther", "Holger Petersen" og "Elisabeth Fenger"
Danmark var besat
Den 9. April 1940, blev i Fåborg som i hele det øvrige land en meget alvorlig oplevelse. Vel fandt der ingen kampe sted i byen, og man så ingen tyskere før et stykke tid senere, men fjendens flyvemaskiner drønede ind over Fåborg, og de grønne løbesedler med det famøse ”OPROP” flagrede ned over vor by som over alle andre danske byer
Terrænsportafdelingen
Der var flere, der på egnen følte trang til at gøre modstandsarbejde.
Efterhånden modnedes tanken om modstandsarbejdet med det udtrykkelige formål:
”At få tyskerne smidt ud”.
Efterhånden modnedes tanken om modstandsarbejdet med det udtrykkelige formål:
”At få tyskerne smidt ud”.
Begyndelsen
Det første resultat var oprettelsen af:
Terrænsportafdelingen
For Fåborg og omegn.
Det blev begyndelsen til det aktive modstandsarbejde på egnen.
Terrænsportafdelingen
For Fåborg og omegn.
Det blev begyndelsen til det aktive modstandsarbejde på egnen.
Stævne i påsken 1943 på Brahetrolleborg
Alle landets terrænsportsafdelinger holdt i påsken 1943 stævne på Brahetrolleborg Gods, hvor Lennart Ahlefeldt var forvalter.
Sabotage mod virksomheder i Fåborg området
Fra Odense havde man på det tidspunkt fået en del sprængstof og ”Walther” var med til at grave det ned i en skov mellem Korinth og Fåborg.
Der blev nu udført sabotage i forskellige sogne og i Fåborg.
En aktion mod et savværk og en murermestervirksomhed i to forskellige sogne blev foretaget den 26. august 1944. Opgaverne var tildelt ”Walther” og ”Ole”.
Der blev nu udført sabotage i forskellige sogne og i Fåborg.
En aktion mod et savværk og en murermestervirksomhed i to forskellige sogne blev foretaget den 26. august 1944. Opgaverne var tildelt ”Walther” og ”Ole”.
”Ole”(Henry Sørensen fortæller bl.a.)
”Vi startede så mod det første mål, men 1 km. længere fremme punkterede jeg på baghjulet. Dækket måtte bindes med isolerbånd – som var med til brug ved bombernes anbringelse - men det gik heldigvis.
Ved ca. 01:30-tiden kørte vi ind i landsbyen, kørte om bag stationen og stillede cyklerne fra os. Vi var meget spændt på hvor mange døre, der var åbne i virksomheden, men heldigvis var døren ind til dampmaskinen ikke låst.
Her gik vi så inde i ca. 10 min og talte om, hvor det var bedst at anbringe bomben. Vi lagde den i glideren, og vi gav den en sprængblyant på ¼ time.
Vi kunne se, at der var lys i huset overfor, og længere nede bag ved virksomheden var der nogen, der tærskede. De blev ikke advarede, men ”Walther” råbte til ham, der ejede huset lige overfor: ”Kan De høre, hvad jeg siger”. Der blev svaret Ja. ”Walther” råbte tilbage: ”Så ud af huset og søg dækning. Fabrikken bliver sprængt i luften.”
Vi kørte videre hen mod næste opgave. Oppe på en bakketop så vi nu, hvordan det skete. Først et mægtigt ildglimt og derpå et ordentligt brag.
Snart efter opdagede vi, at der var et stærkt brandskær på himlen. Jeg husker tydeligt at ”Walther” sagde: ”Nu beder jeg til, at ingen mennesker er kommet noget til.”
I næste by skulle der sprænges nogle cementblandemaskiner og en bygning skulle antændes
”Vi startede så mod det første mål, men 1 km. længere fremme punkterede jeg på baghjulet. Dækket måtte bindes med isolerbånd – som var med til brug ved bombernes anbringelse - men det gik heldigvis.
Ved ca. 01:30-tiden kørte vi ind i landsbyen, kørte om bag stationen og stillede cyklerne fra os. Vi var meget spændt på hvor mange døre, der var åbne i virksomheden, men heldigvis var døren ind til dampmaskinen ikke låst.
Her gik vi så inde i ca. 10 min og talte om, hvor det var bedst at anbringe bomben. Vi lagde den i glideren, og vi gav den en sprængblyant på ¼ time.
Vi kunne se, at der var lys i huset overfor, og længere nede bag ved virksomheden var der nogen, der tærskede. De blev ikke advarede, men ”Walther” råbte til ham, der ejede huset lige overfor: ”Kan De høre, hvad jeg siger”. Der blev svaret Ja. ”Walther” råbte tilbage: ”Så ud af huset og søg dækning. Fabrikken bliver sprængt i luften.”
Vi kørte videre hen mod næste opgave. Oppe på en bakketop så vi nu, hvordan det skete. Først et mægtigt ildglimt og derpå et ordentligt brag.
Snart efter opdagede vi, at der var et stærkt brandskær på himlen. Jeg husker tydeligt at ”Walther” sagde: ”Nu beder jeg til, at ingen mennesker er kommet noget til.”
I næste by skulle der sprænges nogle cementblandemaskiner og en bygning skulle antændes
Walther går under jorden og bliver til Holger Petersen
Da "Walther" går under jorden bliver hans nye navn "Holger Petersen.
I begyndelsen af oktober 1944 måtte ”Walther” gå under jorden. Han havde længe været forberedt på muligheden for, at Gestapo ville eftersøge ham. Han var forberedt.
Gestapo kom til Brahetrolleborg den 8. oktober og ”Walther” var tæt på at blive arresteret, men det lykkedes ham at flygte.
Mange familier hjalp ”Holger Petersen”, der var hans nye dæknavn.
Og arbejdet fortsættes...
I begyndelsen af oktober 1944 måtte ”Walther” gå under jorden. Han havde længe været forberedt på muligheden for, at Gestapo ville eftersøge ham. Han var forberedt.
Gestapo kom til Brahetrolleborg den 8. oktober og ”Walther” var tæt på at blive arresteret, men det lykkedes ham at flygte.
Mange familier hjalp ”Holger Petersen”, der var hans nye dæknavn.
Og arbejdet fortsættes...
Hilsen til "Thorkild"Nytårsaften 1944
Nytårsaften 1944, skulle efter parolen være friaften, men til gruppernes overraskelse kom meldingen "Hilsen til Thorkild".
I korinth gjorde man sig klar til at modtage våben nedkastningen.
”Holger” fik den aften en meget speciel opgave. Man var nervøs for at en lokal tysk orienteret mand i Korinth skulle observere flyveren og alarmere tyskerne. Derfor skulle ”Holger” holde centralbestyreren i Korinth op og sørge for at samtaler til tyskerne ikke gik igennem.
I korinth gjorde man sig klar til at modtage våben nedkastningen.
”Holger” fik den aften en meget speciel opgave. Man var nervøs for at en lokal tysk orienteret mand i Korinth skulle observere flyveren og alarmere tyskerne. Derfor skulle ”Holger” holde centralbestyreren i Korinth op og sørge for at samtaler til tyskerne ikke gik igennem.
Centralbestyreren beretter bl.a.
”Noget før kl. 24.00 bankede det på døren. Pigen, der skulle passe centralen var orienteret om, at hun ikke måtte lukke nogen ind.”
Der blev spurgt, hvem det var og Holger svarede:
”Jeg skal ind, hvem jeg er, kan jeg ikke sige nu, men jeg skal ind.”
og senere:
”Klokken 02.00 skulle maskinen komme. Da de kunne høre maskinen komme, stormede de op ad trappen til et værelse på 1.sal. De kunne se lysene i maskinen, der kom ualmindeligt lavt henover, og det så endda ud, som om den gik lavere ned over parken omkring Brahetrolleborg.”
”Åh, gid min lille mor kunne se det syn”, udbrød Holger. ”Det er det skønneste syn, man kan tænke sig, og jeg ved, hun vil fryde sig over det”.
Holger blev på centralen til klokken 04.00.
Sendingen indeholdt 24 containere (Fox) plus pakke med pistoler.
”En fox. sending indeholdt:
”Noget før kl. 24.00 bankede det på døren. Pigen, der skulle passe centralen var orienteret om, at hun ikke måtte lukke nogen ind.”
Der blev spurgt, hvem det var og Holger svarede:
”Jeg skal ind, hvem jeg er, kan jeg ikke sige nu, men jeg skal ind.”
og senere:
”Klokken 02.00 skulle maskinen komme. Da de kunne høre maskinen komme, stormede de op ad trappen til et værelse på 1.sal. De kunne se lysene i maskinen, der kom ualmindeligt lavt henover, og det så endda ud, som om den gik lavere ned over parken omkring Brahetrolleborg.”
”Åh, gid min lille mor kunne se det syn”, udbrød Holger. ”Det er det skønneste syn, man kan tænke sig, og jeg ved, hun vil fryde sig over det”.
Holger blev på centralen til klokken 04.00.
Sendingen indeholdt 24 containere (Fox) plus pakke med pistoler.
”En fox. sending indeholdt:
- 150 karabiner m/45.000 ammunition,
- 22 stenguns m/6.000 ammunition,
- 8 brenguns m/14.000 ammunition,
- 408 Mills håndgranater,
- 40 gammons håndgranater,
- 22 pistoler m/10.000 stk. ammunition og
- 4 bazooka m/56 raketter.)
Hilsen til Mathilde.
Arbejdet fortsatte. Der var nu oprettet grupper i: Dyreborg, Horne, Bøjden, Falsled, Jordløse, Håstrup, Svanninge, Vester Hæsinge, Korinth, Vester Åby og Diernæs.
Mange var med i arbejdet, og mange opgaver blev løst.
Den 21. februar lyder radiomeldingen: ”Hilsen til Mathilde”
Ved denne aktion deltog Bent og Aksel (Bent Friis Hansen og grev Aksel Ahlefeldt), som jeg så for første gang.”Holger” fortalte mig, at det var hans bror, ellers havde jeg ikke vidst det
Sendingen, der blev nedkastet ved Brændegaardssøen, indeholdt 24 containere.
Samme aften var der en nedkastning ved Skjoldemose. ”Hilsen til Arthur”. Denne sending indeholdt også 24 containere plus en pakke.
Mange var med i arbejdet, og mange opgaver blev løst.
Den 21. februar lyder radiomeldingen: ”Hilsen til Mathilde”
Ved denne aktion deltog Bent og Aksel (Bent Friis Hansen og grev Aksel Ahlefeldt), som jeg så for første gang.”Holger” fortalte mig, at det var hans bror, ellers havde jeg ikke vidst det
Sendingen, der blev nedkastet ved Brændegaardssøen, indeholdt 24 containere.
Samme aften var der en nedkastning ved Skjoldemose. ”Hilsen til Arthur”. Denne sending indeholdt også 24 containere plus en pakke.

Lehnshus, som tilflugtsted for eftersøgte
Dommerfuldmægtig F.J. Hvass gik med familie ’under jorden’ i slutningen af februar 1945 under familie dæknavnet ”Winge”
”Holger” havde tidligere givet udtryk for at familien ”Winge” ville være velkomne på Lehnshus, idet hans mor ville være meget glad for at hjælpe modstandsfolk.
Lehnhus, var skovrider bolig, beliggende i nærheden af savværket ved Kirkeby Station i skovene ved Kirkeby.
Her boede ”Holgers” forældre, Chr. Greve Ahlefeldt Laurvig Lehn og med sin frue grevinde Sophie Magdalene Baronesse Reedtz-Thott, i den periode Hvidkilde Slot var besat af tyskerne.
”Holger” havde skrevet et meget formfuldendt brev som introduktion til forældrene af ”Anders Jensen,” som var Hvass’ hidtidige dæknavn.
I brevet anmodede ”Holger” sine forældre om at ville modtage ”fru Elisabeth”, gift med en af hans venner, og hendes to drenge på 7 og 5 år.
Brevet undertegnede ”Holger” med navnet ”Elisabeth Fenger”, hans dæknavn i forhold til forældrene.
Lehnhus, var skovrider bolig, beliggende i nærheden af savværket ved Kirkeby Station i skovene ved Kirkeby.
Her boede ”Holgers” forældre, Chr. Greve Ahlefeldt Laurvig Lehn og med sin frue grevinde Sophie Magdalene Baronesse Reedtz-Thott, i den periode Hvidkilde Slot var besat af tyskerne.
”Holger” havde skrevet et meget formfuldendt brev som introduktion til forældrene af ”Anders Jensen,” som var Hvass’ hidtidige dæknavn.
I brevet anmodede ”Holger” sine forældre om at ville modtage ”fru Elisabeth”, gift med en af hans venner, og hendes to drenge på 7 og 5 år.
Brevet undertegnede ”Holger” med navnet ”Elisabeth Fenger”, hans dæknavn i forhold til forældrene.
”Anders Jensen” ville introducere sin familie til greveparret
Han ankom alene på cykel til Lehnshus i mørke ved 22-tiden, men ingen lukkede op da han ringede på. Efter en rundtur omkring bygningen opdagede ”Anders Jensen” en lyssprække og prøvede igen at ringe på. Der hørtes trin på trappen og et ansigt kunne skimtes, men alt var tavst indtil et vindue på 1. sal blev åbnet og en bøs mandstemme spurgte, hvem der ringede på og hvad ærendet var. ”Anders Jensen” bad undskylde, at han kom så sent, men gerne ville tale med greven.
”Jeg taler ikke med fremmede på denne tid af døgnet!”
Hertil svarede ”Anders Jensen”, at han ikke var nogen fremmed, men kom med en hilsen fra ”Elisabeth Fenger”. Det var trylleordet.
Efter en hviskende samtale i Lehnshus kunne en replik fra greven høres: ”Han er god nok”. Herefter blev ”Anders Jensen” indladt, og opnåede at se tjeneren fjerne sig med en gummiknippel i hånden. Man var forberedt!
”Anders Jensen” fik en hjertelig modtagelse af greven og grevinden og blev budt på smørrebrød. Inden han cyklede videre i den mørke nat gennem skoven mod Oure fik han en æske tændstikker, mærket Lehnshus, som ”Anders Jensen” gemte i lange tider som minde om aftenens modtagelse i den Ahlefeldtske familie. Hans hustru Inge og de to børn modtog stor gæstfrihed og venlighed fra greven og grevinden lige til kapitulationsdagene.
Inge fik mulighed for at støtte greveparret i den meget vanskelige tid, det var for dem, da deres søn Lennart så skændigt blev henrettet af tyskerne i slutningen af marts.
Inge fik mulighed for at støtte greveparret i den meget vanskelige tid, det var for dem, da deres søn Lennart så skændigt blev henrettet af tyskerne i slutningen af marts.
Holgers Anholdelse
Han blev anholdt af en af de berygtede Birkedal Hansen brødre og taget med til Husmandsskolen.
Natten mellem 7. og 8. marts var der tysk razzia på Det ny Missionshotel i Odense, hvor ”Holger” havde indlogeret sig under sin brors navn: grev Axel.
Han blev anholdt af en af de berygtede Birkedal Hansen brødre og taget med til Husmandsskolen.
Under fangenskabet tilstod ”Holger” overfor tyskerne, at han havde deltaget i våbenmodtagelser og sabotager. Men han røbede aldrig nogen af sine kammerater fra modstandsbevægelsen.
Nogle dage efter anholdelsen blev grev Lennart i bil ført ud til påvisning forskellige steder på Sydfyn.
Om disse besøg fortæller læge Sigurd Petersen, der var blevet anholdt samtidig med grev Lennart og derfor sad indespærret på Husmandsskolen:
”Der er ingen tvivl om, at tyskerne på sin vis var imponerede af hans rolige og friske optræden. Jeg erindrer især en historie, som følger: Greven havde været til påvisning ved stranden af et sted, hvor der var kastet våben ned. Et stykke ude i strandkanten flød en flaske. Tyskerne prøvede med deres pistoler at ramme den, men kunne ikke, hvorpå de gav greven en pistol, og bad ham forsøge. Flasken splintredes straks ved et velrettet skud, hvilket naturligvis også imponerede germanerne”.
Han blev anholdt af en af de berygtede Birkedal Hansen brødre og taget med til Husmandsskolen.
Under fangenskabet tilstod ”Holger” overfor tyskerne, at han havde deltaget i våbenmodtagelser og sabotager. Men han røbede aldrig nogen af sine kammerater fra modstandsbevægelsen.
Nogle dage efter anholdelsen blev grev Lennart i bil ført ud til påvisning forskellige steder på Sydfyn.
Om disse besøg fortæller læge Sigurd Petersen, der var blevet anholdt samtidig med grev Lennart og derfor sad indespærret på Husmandsskolen:
”Der er ingen tvivl om, at tyskerne på sin vis var imponerede af hans rolige og friske optræden. Jeg erindrer især en historie, som følger: Greven havde været til påvisning ved stranden af et sted, hvor der var kastet våben ned. Et stykke ude i strandkanten flød en flaske. Tyskerne prøvede med deres pistoler at ramme den, men kunne ikke, hvorpå de gav greven en pistol, og bad ham forsøge. Flasken splintredes straks ved et velrettet skud, hvilket naturligvis også imponerede germanerne”.
I dagene umiddelbart efter Lennarts anholdelse fik modstandsgrupperne i Fåborg og omgivne sogne travlt med flytning af alle de mange våbenlagre Lennart havde kendskab til.
Det lykkedes selv om gestapo kun få timer efter våbenflytningerne indfandt sig på depoternes adresser. Gestapo nåede at sprænge flere sommerhuse og andre huse.
Grev Lennart Ahlefeldt blev henrettet af gestapo den 28. marts 1945 på gestapos henrettelsesplads i Ryvangen, København.
Det lykkedes selv om gestapo kun få timer efter våbenflytningerne indfandt sig på depoternes adresser. Gestapo nåede at sprænge flere sommerhuse og andre huse.
Grev Lennart Ahlefeldt blev henrettet af gestapo den 28. marts 1945 på gestapos henrettelsesplads i Ryvangen, København.
En absolut grubende fortælling
Et håndtryk fra Lennart til forældrene
Gårdejer Skovhøj blev anholdt af gestapo hjemme på gården den 9. marts, hvor en af Birkedal brødrene deltog. Skovhøj blev indsat i en celle på Husmandsskolen med henblik på forhør.
Dagen efter foretog tyskerne navneopråb, og Skovhøj hørte navnet ”Holger Petersen”, og han tænkte straks om det skulle være grev Lennart Ahlefeldt, som han kendte godt fra tiden på Trolleborg, og dels fra våbenmodtagelserne, hvor han havde talt med ham. ”Holger” havde på sin side hørt Skovhøjs navn blive råbt op.
Under navneopråbet stod celledørene åbne og ”Holger” kom ud af sin celle ved siden af Skovhøjs, og de to anholdte fik et øjeblik tid til at snakke sammen om, hvordan de var blevet taget til fange af tyskerne.
Den 12. marts blev Skovhøj taget i forhør, der dog hurtigt blev afbrudt af en større eksplosion i Odense. Tyskerne forlod straks forhørslokalet og efterlod Skovhøj alene bagved den aflåste dør i 2½ time, og det udnyttede Skovhøj til at kigge den efterladte forhørsprotokol godt igennem. Den indeholdt alle afgivne forklaringerne fra de tilfangetagne og afhørte modstandsfolk fra både Fåborg og Horne.
Da tyskerne kom tilbage fortsatte forhøret, men Skovhøj forklarede imidlertid kun, det han havde set i protokollen. Han fik senere forelagt tre konfiskerede, forfalskede legitimations-kort, men han benægtede at kende vedkommende.
Derefter blev han forelagt et større billede af ”Holger” i husaruniform, og han måtte indrømme, at han kendte ham.
Samme eftermiddag fik Skovhøj på ny lejlighed til at tale med ”Holger” (Lennart Ahlefeldt), der fortalte om den biltur, hvor han havde været til påvisning af anvendte våbendepoter. Under denne samtale fortalte Lennart, at han under det sidste forhør en halv time tidligere af tyskerne havde fået at vide, at han skulle skydes.
Skovhøj trøstede ham med, at de jo alle blev truet på livet.
”Ja, men jeg tror nu alligevel, at det her kommer til at slå til”, svarede Lennart, ”men du vil nok, hvis du kommer først hjem, hilse alle dem, vi kender i modstandsstyrkerne i Fåborg.”
”Og gå så lige ned på Lehnshus, og hils mine forældre fra mig og sig endelig til dem, at de ikke skal være kede af det, at jeg bliver skudt, for jeg er selv stolt af det, jeg har været med til”.
”Han tog derefter Skovhøjs hånd og sagde: Du vil nok give dem et håndtryk fra mig, for det bliver sikkert det sidste, de kan få fra mig”.
Skovhøj og de andre kom til Albanis arrest, mens Lennart blev sat i cellen igen sammen med bl.a. læge Sigurd Petersen, der senere fortalte Skovhøj, at Holgers humør ikke fejlede noget.
Efter besættelsens ophør var Frants Jørgen Hvass tilstede på Lehnshus, da Skovhøj afgav sin beretning om Lennart. Det var et gribende og dybt alvorligt øjeblik, da Skovhøj afleverede Holgers håndtryk til forældrene.
Dagen efter foretog tyskerne navneopråb, og Skovhøj hørte navnet ”Holger Petersen”, og han tænkte straks om det skulle være grev Lennart Ahlefeldt, som han kendte godt fra tiden på Trolleborg, og dels fra våbenmodtagelserne, hvor han havde talt med ham. ”Holger” havde på sin side hørt Skovhøjs navn blive råbt op.
Under navneopråbet stod celledørene åbne og ”Holger” kom ud af sin celle ved siden af Skovhøjs, og de to anholdte fik et øjeblik tid til at snakke sammen om, hvordan de var blevet taget til fange af tyskerne.
Den 12. marts blev Skovhøj taget i forhør, der dog hurtigt blev afbrudt af en større eksplosion i Odense. Tyskerne forlod straks forhørslokalet og efterlod Skovhøj alene bagved den aflåste dør i 2½ time, og det udnyttede Skovhøj til at kigge den efterladte forhørsprotokol godt igennem. Den indeholdt alle afgivne forklaringerne fra de tilfangetagne og afhørte modstandsfolk fra både Fåborg og Horne.
Da tyskerne kom tilbage fortsatte forhøret, men Skovhøj forklarede imidlertid kun, det han havde set i protokollen. Han fik senere forelagt tre konfiskerede, forfalskede legitimations-kort, men han benægtede at kende vedkommende.
Derefter blev han forelagt et større billede af ”Holger” i husaruniform, og han måtte indrømme, at han kendte ham.
Samme eftermiddag fik Skovhøj på ny lejlighed til at tale med ”Holger” (Lennart Ahlefeldt), der fortalte om den biltur, hvor han havde været til påvisning af anvendte våbendepoter. Under denne samtale fortalte Lennart, at han under det sidste forhør en halv time tidligere af tyskerne havde fået at vide, at han skulle skydes.
Skovhøj trøstede ham med, at de jo alle blev truet på livet.
”Ja, men jeg tror nu alligevel, at det her kommer til at slå til”, svarede Lennart, ”men du vil nok, hvis du kommer først hjem, hilse alle dem, vi kender i modstandsstyrkerne i Fåborg.”
”Og gå så lige ned på Lehnshus, og hils mine forældre fra mig og sig endelig til dem, at de ikke skal være kede af det, at jeg bliver skudt, for jeg er selv stolt af det, jeg har været med til”.
”Han tog derefter Skovhøjs hånd og sagde: Du vil nok give dem et håndtryk fra mig, for det bliver sikkert det sidste, de kan få fra mig”.
Skovhøj og de andre kom til Albanis arrest, mens Lennart blev sat i cellen igen sammen med bl.a. læge Sigurd Petersen, der senere fortalte Skovhøj, at Holgers humør ikke fejlede noget.
Efter besættelsens ophør var Frants Jørgen Hvass tilstede på Lehnshus, da Skovhøj afgav sin beretning om Lennart. Det var et gribende og dybt alvorligt øjeblik, da Skovhøj afleverede Holgers håndtryk til forældrene.
Kildematerialet bygger på: Frans Jørgen Hvass bog: Mænd i sorte kapper. (1968)
Der venligst er stillet til rådighed af: Svend Hvass. Tryk: Karl Styrbæks Forlag, Faaborg.
Tekst i ”citationstegn” er direkte afskrift.
Hjemmeværnsdistrikt Sydfyn: ”Hilsen til Arthur” (Program 5. april 1995)
To efterladte breve fra Grev Lennart Ahlefeldt, Hvidkilde.
Blandt de Frihedskæmpere der satte Livet til under uforfærdet Indsats for sit land, var Grev Lennart Ahlefeldt Laurvig-Lehn, Hvidkilde, der blev taget af Gestapo under en Razzia på Missionshotellet i Odense og henrettet i København, Onsdag den 28. marts.
Grev Lennart var som bekendt Søn af Grev Chr. Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, og med Familiens Tilladelse gengiver vi her to Breve, som den unge Frihedskæmper skrev Natten før sin Henrettelse:
Grev Lennart var som bekendt Søn af Grev Chr. Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, og med Familiens Tilladelse gengiver vi her to Breve, som den unge Frihedskæmper skrev Natten før sin Henrettelse:
Kære elskede Forældre.
Nu må I være tapre. Det frygtelige er sket, jeg har i dag været for en krigsret og er dømt til døden.
Jeg er ikke selv bange, men for jeres skyld – elskede Forældre – er jeg uendelig ked af det. I kommer til at lide under Savnet, men husk altid, hvorfor jeg døde, husk, at jeg døde for mit Land, den skønneste Død, man kan ønske sig. Så i stedet for at være bedrøvede, skal I være glade og stolte.
Lov mig det, Fader og Moder, så først vil jeg gå glad i Døden.
Det er svært at samle Tankerne med en Dødsdom over hovedet, men jeg er forbløffet over, hvor rolig jeg er, men
det er blot svært at finde ud af, hvad jeg skal begynde med, og hvor jeg skal slutte.
Tænk aldrig at skulle se Hvidkilde mere, aldrig at gå Tur hjemme, aldrig at skulle se Søster Herman, børnene og Axel og I – elskede Forældre!
Aah, havde jeg blot foran mig synet af jeres glade Ansigter – glade fordi jeg ofrede mit Liv for Danmark – lov mig, aah lov mig, Forældre, at I vil være tapre og glade, tænk på, at det er godt for vor Stand, at vi havde en, der ofrede sit liv for Dannebrog. Dette, der nu sker, er Guds Vilje og Gud ved, hvad der er bedst! Tak for alt allerdejligste Forældre.
Husk: Hold Hovedet højt!
Jeres Lennart.
P.S. Hvad skal jeg skrive – der er jo Millioner af ting. –Jeg står i Aanden på Bakken Syd for Trolleborg, og ser ud over det dejlige sted i Verden, ser på Lehnshøj – hvor underligt, at vi begge kun når de 28.
- Jeg forsøgte for jeres skyld at opnaa Benaadning, men det blev mig nægtet - det er ligesom, det endnu ikke er gået op for mig, at jeg skal dø – men jeg er så træt – det er nerverne. Alle mine planer er røget fløjten – der bliver ingen Gaard at drive, ingen Heste, Køer og Svin. Nej – jeg kan ikke mere. Lov mig ikke at bryde sammen – men vær glad – jeg dør for Danmark.
Tak, Tak, Tak, elskede Fader og Moder !
Kilde: Afskrift efter kopi af brevet, der har været offentliggjort i aviserne.
Nu må I være tapre. Det frygtelige er sket, jeg har i dag været for en krigsret og er dømt til døden.
Jeg er ikke selv bange, men for jeres skyld – elskede Forældre – er jeg uendelig ked af det. I kommer til at lide under Savnet, men husk altid, hvorfor jeg døde, husk, at jeg døde for mit Land, den skønneste Død, man kan ønske sig. Så i stedet for at være bedrøvede, skal I være glade og stolte.
Lov mig det, Fader og Moder, så først vil jeg gå glad i Døden.
Det er svært at samle Tankerne med en Dødsdom over hovedet, men jeg er forbløffet over, hvor rolig jeg er, men
det er blot svært at finde ud af, hvad jeg skal begynde med, og hvor jeg skal slutte.
Tænk aldrig at skulle se Hvidkilde mere, aldrig at gå Tur hjemme, aldrig at skulle se Søster Herman, børnene og Axel og I – elskede Forældre!
Aah, havde jeg blot foran mig synet af jeres glade Ansigter – glade fordi jeg ofrede mit Liv for Danmark – lov mig, aah lov mig, Forældre, at I vil være tapre og glade, tænk på, at det er godt for vor Stand, at vi havde en, der ofrede sit liv for Dannebrog. Dette, der nu sker, er Guds Vilje og Gud ved, hvad der er bedst! Tak for alt allerdejligste Forældre.
Husk: Hold Hovedet højt!
Jeres Lennart.
P.S. Hvad skal jeg skrive – der er jo Millioner af ting. –Jeg står i Aanden på Bakken Syd for Trolleborg, og ser ud over det dejlige sted i Verden, ser på Lehnshøj – hvor underligt, at vi begge kun når de 28.
- Jeg forsøgte for jeres skyld at opnaa Benaadning, men det blev mig nægtet - det er ligesom, det endnu ikke er gået op for mig, at jeg skal dø – men jeg er så træt – det er nerverne. Alle mine planer er røget fløjten – der bliver ingen Gaard at drive, ingen Heste, Køer og Svin. Nej – jeg kan ikke mere. Lov mig ikke at bryde sammen – men vær glad – jeg dør for Danmark.
Tak, Tak, Tak, elskede Fader og Moder !
Kilde: Afskrift efter kopi af brevet, der har været offentliggjort i aviserne.
Brev til Grev Lennarts Fætter, Grev Kai Ahlefeldt Laurvig, Nordenbrogaard.
Kære Kai!
Jeg skriver til dig som min Fætter, men mest som Slægten Ahlefeldts kommende Overhovede.
Jeg har i dag været for en Krigsret og er dømt til Døden, og Ansøgning om Benaadning er pure nægtet.
Det er selvfølgelig et haardt Slag, ikke så meget for min skyld, som for Fader og Moders Skyld. De mister nu deres anden Søn. Aah, hvordan holder de det dog ud. Bare jeg vidste, at de kunne være glade og stolte over, at deres Søn dør for Danmarks Sag. – Vil du og Thea ikke nok hjælpe dem for det, at de skal være kede af det, det er det, der piner mig.
Men for det andet vil jeg sige, at ikke blot er jeg glad, fordi jeg faar lov til at dø for Danmark, men tillige, og først og fremmest, fordi det er en Ahlefeldt dette times.
Det gamle Valgsprog ”En Ahlefeldt flyer ikke” står stadig ved Magt, og jeg haaber, at Du, når du engang bliver Slægtens Overhoved, maa røgte Dit Hverv til Slægtens Fremme og Højnelse.
Hils Thea, og jeg beklager, jeg må melde pas som Fadder.
Din fætter Lennart.
Kilde: Afskrift efter kopi af brevene, der har været offentliggjort i aviserne.
Kære Kai!
Jeg skriver til dig som min Fætter, men mest som Slægten Ahlefeldts kommende Overhovede.
Jeg har i dag været for en Krigsret og er dømt til Døden, og Ansøgning om Benaadning er pure nægtet.
Det er selvfølgelig et haardt Slag, ikke så meget for min skyld, som for Fader og Moders Skyld. De mister nu deres anden Søn. Aah, hvordan holder de det dog ud. Bare jeg vidste, at de kunne være glade og stolte over, at deres Søn dør for Danmarks Sag. – Vil du og Thea ikke nok hjælpe dem for det, at de skal være kede af det, det er det, der piner mig.
Men for det andet vil jeg sige, at ikke blot er jeg glad, fordi jeg faar lov til at dø for Danmark, men tillige, og først og fremmest, fordi det er en Ahlefeldt dette times.
Det gamle Valgsprog ”En Ahlefeldt flyer ikke” står stadig ved Magt, og jeg haaber, at Du, når du engang bliver Slægtens Overhoved, maa røgte Dit Hverv til Slægtens Fremme og Højnelse.
Hils Thea, og jeg beklager, jeg må melde pas som Fadder.
Din fætter Lennart.
Kilde: Afskrift efter kopi af brevene, der har været offentliggjort i aviserne.