Beretninger

11 årig på flugt fra Gestapo og
HIPO sammen med Mor og Far

1944 – 1945
I Danmark under den tyske besættelse

Min far var en af lederne af modstandsbevægelsen i Aarhus

Image
Image
Det kaldte man at være ”under jorden” fordi man gemte sig et eller andet sted i Danmark og fik falske navne og legitimationskort.

Mosquito flyvere fra RAF bombede GESTAPOs hovedkvarter i Aarhus den 3. oktober 1944. Hovedkvarteret lå i universitetsparken, hvor tilfangetagne mod-standsfolk var indespærret i kollegiernes tagetage som en slags beskyttelse mod flyangreb. De engelske bomber ramte meget præcist i de nederste etager, hvor tyskerne og deres håndlangere holdt til og mange blev dræbt og såret.
Flere kendte og tilfangetagne modstandsfolk slap ud af kollegiebygningerne og blev med danske redningsfolks hjælp også i såret og tortureret tilstand hjulpet til friheden i Sverige med fiskerbåde fra Nordjylland.

Min far var en af lederne af modstandsbevægelsen i Aarhus og deltog med andre i hjælpen med at få blandt andet modstandsmanden pastor Harald Sandbæk i fiskerbåd til friheden i Sverige. Vel ankommet til Sverige blev der i de aarhusianske aviser indrykket dødsannoncer omhandlende pastor Sandbæk, således at GESTAPO kunne tro, at deres fange var omkommet ved bombardementet ligesom de mange gestapofolk, der blev dræbt.

Desværre blev Sandbæks tilstedeværelse i Sverige røbet over for GESTAPO, der iværksatte flere razziaer for at fange de modstandsfolk i Aarhus, der var mistænkt for at have medvirket til Sandbæks flugt. I begyndelsen af november omringede GESTAPO en ejendom på Marselis-Boulevard og brød meget tidligt om morge-nen ind i mine forældres lejlighed, der blev gennemsøgt. Min far var blevet adva-ret dagen før af en dansker, der arbejdede som spion for modstandsbevægelsen hos tyskerne.

Vi pakkede nogle store kufferter og overnattede den første nat hos en kusine til min far. Den aften fik jeg at vide, at min mor og jeg skulle gemme os for tyskerne og måske flygte til Sverige og jeg sagde også farvel til min far, der ikke sov sammen med os den nat.

Min far ønskede at blive i Aarhus så han kunne fortsætte i modstandsbevægelsen.

Næste morgen tog vi toget fra Aarhus banegård for at komme til Aalborg, hvor vi skulle gemme os til vi kunne komme til Sverige. Min far ønskede at blive i Aarhus så han kunne fortsætte i modstandsbevægelsen. I toget sad jeg med min mor på 1.klasse for første gang i mit liv. Sammen med os sad to ”onkler” som jeg kendte, de var modstandsfolk som skulle passe på os, fordi de også skulle til Sverige. Dengang stoppede togene næsten ved alle stationer, så det blev en lang rejse. Da toget stoppede i Hobro kom der en ældre mand ind i vores kupé. Det var min farfar, der skulle hjem til Hobro, hvor han boede sammen med min farmor. Min mor skyndte sig at få ham ud i gangen og ind i en anden kupé, så vi fortsat kunne være alene fire personer.

Da vi kom til Aalborg gik min farfar først ud ad togvognen og ned på perronen med min mor og mig bagefter, og lige efter mig gik mine to ”onkler”. Inden vi nåede frem til stationsbygningen for at komme til udgangen strømmede det ud med en halv snes sortklædte tyske politifolk "HIPO'er". De dannede to rækker som det var tanken at alle passagerer skulle passere.

En 1. klasses vogn var sidst i toget, så der var heldigvis mange passagerer de sortklædte forsvandt med dem. Inden da havde jeg hørt, at mine to ”onkler” havde klikket med deres gemte pistoler, og nu klikkede pistolerne igen. Først afsikring og nu til sidst sikring. Jeg var nok den eneste der ikke havde sved på panden.

Både min mor og far havde gået i skole i Aalborg, så min mor og jeg boede hos gamle skolekammerater. Vi boede hos to forskellige familier mens vi ventede på afgangssignal til Sverige.
Image
Image

”Der kommer en båd med bananer"

Men mor forklarede mig, hvorfor vi skulle flygte til Sverige, og jeg glædede mig, fordi i Sverige kunne man få kokusnødder og andre spændende ting, der ikke kunne importeres til Danmark, fordi vi var besat af tyskerne.
Under hele besættelsestiden fra 1940 til 1945 kunne man i Danmark ikke købe bananer, appelsiner eller kokusnødder. Rigtig mange andre ting var rationeret.
I 1946 kom der en ny sang alle børn kunne synge. Den hed ”Der kommer en båd med bananer”.

Det var også nu min mor fortalte mig grunden til, at vi ikke kunne bo hos min farfar og farmor her i Aalborg. Der ville GESTAPO nemt kunne finde os og derefter kunne de sætte min far og mor og måske andre i fængsel.

I min familie havde vi altid haft en gammel før juleskik, hvor julemanden den første søndag i Advent kom med den allerførste julegave og det var en kokusnød, der lå om morgenen i børneværelset. Der skulle købes en kokusnød for de julegavepenge jeg havde fået af min farfar.

Kort efter julen 1944 fik vi at vide, at fiskerbådene i Hals var beslaglagt, så vores flugt til Sverige blev aflyst. Min mor og jeg flyttede til Laven nær ved Silkeborg, hvor vi boede hos nogle venner til min far og mor, der havde et stort teglværk, der lave røde teglsten og mursten, fordi de kunne grave blåler.

Nu havde vi også fået nye navne og min mor derfor et falsk legitimationskort, og jeg skulle til at gå i Gl. Laven landsbyskole, hvor jeg med nyt navn - Erik Pedersen - i stedet for Erik Trolle-Schultz blev placeret i et enkelt klasseværelse med drenge fra 6. og 7. klasse. Det var her jeg lærte hovedregning som jeg altid har haft meget glæde af.

I Fjordsgade Skole i Aarhus havde jeg i oktober 1944 i 5. klasse bestået mellem-skole prøven.
Der var en lang skolevej fra teglværket til Gl. Laven nede ved Julsø selv om der kun var 2 eller 3 skoledage om ugen. Med den hårde isvinter i januar – februar 1945 foregik det i lange, brugte snørestøvler og omsyede plusfours i høj sne. Der var hverken råd til eller mulighed for at købe nyt dengang. Tyskerne havde stjålet familiens værdier.
I februar flyttede min mor og jeg til Randers, hvor vi blev indkvarteret i kælderen hos en kollega til min far. Lidt senere flyttede vi til en lejlighed i Vestergrave 12 over gården og derefter ind gennem den næste port til en stuelejlighed med lille trappe op til en flot glas indgangsdør, der førte til en lille 2-værelses lejlighed.

1.april startede jeg i 1. mellem i Randers Statsskole, hvor jeg blev undervist indtil begyndelsen af maj.

I de par måneder vi boede alene i vores egen lejlighed fik min mor mig også indmeldt i Det danske Spejderkorps, hvor jeg kunne fortsætte som ulveunge, som jeg tidligere havde været i Aarhus.
Image

BBC

Den 4. maj 1945 lyttede de fleste danske til BBCs 20:30 udsendelse, der normalt kun var svagt forstyrret af tyske støjsendere. Kort efter speakerens normale sær-meldinger  til den danske modstandsbevægelse samt de indledende nyhedsover-skrifter hørte lød det fra hans stemme:

”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”

”Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at det tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”

Næsten samtidigt og overalt i Danmark åbnedes vinduerne og alle råbte BEFRIELSESBUDSKABET ud til alle naboer og hele telefonsystemet brød efterhånden sammen. Mørkelæg-ningsgardinerne blev revet ned og endog smidt ud på gader og stræder i byer og landsbyer. De blev også flere steder samlet i bål og brændt .

Vi der hørte dette budskab fra BBC sprang overalt i Danmark ud ad mørket og ind i lyset. Der blev senere tændt stearinlys, som blev sat op i vinduerne på land og i by.

Det var en ganske spontan og fælles adfærd over hele Danmark. Selv i tyskernes koncentrationslejr med danske modstandsfolk i Frøslev blev tællepråsen fundet frem og tændt.

VI BØR OGSÅ I ÅRENE FREMOVER BEVARE DENNE SKIK MED DE TÆNDTE STEARINLYS DEN 4. MAJ OM AFTENEN. DENNE SKIK BLEV SPONTANT SKABT AF ALLE OS DANSKE SAMMEN MED MIN MOR OG MIG SELV.
DERMED KAN VI FORTSAT MINDES FRIHEDSBUDSKABET, DER DENGANG VARSLEDE ET FRIT DANMARK, VI FORTSAT SKAL KÆMPE FOR AT BEVARE.

Krigens børn!