- Axel greve Ahlefeldt- Laurvig Lehn, Hvidkilde
Kammerherre, Hofjægermester, Axel greve
Ahlefeldt- Laurvig Lehn


f 14. august 1910, d. 11. december 2000.

Udarbejdet af: Erik Trolle-Schultz

Stærk fædrelandskærlighed og anti-tyske følelser herskede i
flere generationer i familien Ahlefeldt-Laurvig Lehn med et
ønske om et dansksindet Sønderjylland samt en tung
erindring om et tab af en slægtning fra Tranekær i 1864 ved
Dybbøl. En af Grev Axels forfædre, Otto Ditlev Rosenørn
Lehn, havde tilkøbt en ejendom til Hvidkilde fra det tabte
Sønderjylland for at kunne bevare den på danske hænder.

Slesvig stod Grev Axels forældre på begge sider meget nær,
og denne besiddelse var et af de mange udtryk for familiens
store fædrelandskærlighed, der både var udtrykt i en klar
antitysk og en ligeså klar anti-kommunistisk indstilling i det
19. og 20. århundrede

I modsætning til både sin ældre og yngre bror havde Grev
Axel ikke været indkaldt til tjeneste i hæren. Men han
meldte sig som frivillig til Vinterkrigen i Finland 1939 —
1940, og som en dygtig skiløber deltog grev Axel, uden dog
selv at have været i ildkamp, i de meget omtalte finske
skipatruljer, der kæmpede mod den overmægtige russiske
fjende, som 29. november 1939 havde angrebet Finland
langs den lange grænse fra nord til syd.

Efter fredsslutningen i marts 1940, hvor Finland måtte afstå
store landeområder til Rusland forlod de mange
krigserfarne frivillige svenskere og danskere Finland. Grev
Axel fik to fortjenstmedaljer for sin deltagelse i
Finlandskrigen, der også var hans oplæring i
våbenbetjening. Ved hjemkomsten flyttede grev Axel ind i
hovedbygningen på Hvidkilde. Han blev i 1950 gift med
Audrey Joan Garret, der var af engelsk familie. Grevinden
var hjælpesygeplejerske i den britiske hær under krigen, en
lillebror var flyver og en svoger forbindelsesofficer for
general Montgomery.

I 1942 var den tyske general Rommel sendt til Jylland for at
inspicere den tyske atlanterhavsvold i Jylland. I november
1942 blev de danske soldater i Jylland af den tyske
øverstkommanderende general i Danmark von Hanneken
beordret til at rømme Jylland og fmde indkvartering på Fyn
og Sjælland.

Grev Axels far og mor var gode bekendte af oberst
Gundelach, der var chef for Jydske Dragon regiment, som
var garnisoneret i Randers. Greveparret tilbød Gundelach at
stille Hvidkilde til rådighed for regimentet i det omfang, der
kunne være behov og som stedet kunne rumme.

Invitationen blev vel modtaget og den 13. november 1942
blev Jydske Dragonregiments Stab og Motorcykeleskadron
indkvarteret på godset med mandskabet i nyopførte
barakker tæt på Hvidkilde hovedbygning.

29. august 1943 blev det danske forsvar afvæbnet af den
tyske værnemagt overalt i Danmark. Grev Axels mor
udtrykte hele familiens opfattelse af situationen efter
afvæbningen af dragonerne på Hvidkilde i følgende
kommentar til familiens ven oberst Gundelach:

"Det var ikke derfor, vi inviterede Jer herned til Hvidkilde"

Grev Axel var ikke særlig aktiv i modstandsbevægelsen i
den periode, hvor dragonerne var indkvarteret på Hvidkilde.
Men grev Axels direkte tilknytning til den danske
modstandsbevægelse tog sin begyndelse, da han en mørk
nat var inviteret med til en våbennedkastning, hvor den
kendte modstandsmand, lillebroderen grev Lennart med sin
gruppe fra Fåborg deltog. Nedkastningen fandt sted fra en
engelsk flyver tæt på Skjoldemose sidst på efteråret 1944,
hvor der blev nedkastet 22 containere med våben. Her
oplevede grev Axel broderens ro og mod, da han med nogle
skud fra sin maskinpistol skræmte en tysk patrulje væk fra
nedkastningsstedet.

Denne oplevelse medførte at grev Axel kort tid senere blev
leder af en C - modstandsgruppe i 011erup ved årsskiftet
1944/45. Denne gruppe havde intet våbenkendskab
overhovedet.

Den tyske værnemagt havde siden efteråret 1943 okkuperet
Hvidkilde, men grev Axel havde ikke noget at udsætte på
de tyske soldaters opførsel på selve Hvidkilde, selv om han
i det daglige ikke kunne undgå kontakt med de
indkvarterede tyske officerer og soldater. Gennem radio og
aviser blev det efterhånden klart i løbet af foråret 1945, at
det tyske nederlag var nært forestående.

Derfor skulle modstandsbevægelsens forskellige grupper
også forberede sig til det eventuelle opgør mod den tyske
besættelsesmagt. Grev Axels gruppe havde et meget
begrænset våbenkendskab, og der var efterhånden gemt en
del nedkastede våben på godsets savværk, hvor
spå'nsiloeme udgjorde et godt gemmested.

Grev Axel medvirkede i gruppens uddannelse i brugen af
de bortgemte våben. Alle i gruppen var klar over, at der var
en del våben i de skjulte beholdninger de ikke anede en
'dyt' om, og der var derfor arrangeret et møde for gruppen
til afprøvning af de nye våben den 1.maj 1945.

Et af de våben gruppen skulle afprøve i skoven var en
bazooka. Denne bazooka blev affyret og alle blev helt
forskrækket over kæmpe braget. Gruppemedlemmerne
smed alt hvad de havde af våben og stak af. Det blev aftalt

at grev Axel og Knud Hoffmann, at de to skulle mødes
meget tidligt næste morgen oppe i skoven for at indsamle
de forskellige våben og bringe dem til gemmestedet på
savværket. Alt gik som planlagt og de cykler hjemad mod
godsets hovedbygning.

Grev Axel cyklede forrest, og ved Eskebjerg svinget mødte
han en tysk patrulje, som han hilste 'gute Morgen' og fra
patruljen lød et 'gute Morgen herr Graf'. Grev Axel
cyklede videre ned mod Hvidkilde.

Den længere bagved cyklende Knud Hoffmann blev nervøs
og trak sin pistol, skød og fik ram på to tyske soldater.
Knud forsøgte at stikke af over de små marker ind igennem
hegnene. De i dag kendte store marker, var dengang opdelt
i mange små med hegn adskilte markstykker. Men den
tyske patrulje løb op på Eskebjerget og beskød Knud
Hoffmann, der faldt og døde inde på marken ud for det sted
hvor mindestenen står i dag.

Grev Axel blev derefter arresteret af den tyske patrulje, der
førte ham ned til Hvidkilde, hvor han som fange et stykke
tid blev stillet op ad hovedbygningens mur, indtil han bad
om at tale med kommandanten. Grev Axel blev dernæst
med vagt ført mod kommandantens residens i 011erup, men
undervejs antraf de kommandanten der kom ridende dem i
møde.

Den tyske major, som var kommandant, gav under samtalen
udtryk for, at han godt vidste at grev Axel var medlem af
modstandsbevægelsen, 'men derfor behøvede De jo ikke at
skyde på mine soldater'. Majoren gav også udtryk for at
krigen snart ville være slut, ligesom han vidste at grev Axel
var sidste arving af tre sønner.

Kommandanten gav grev Axel ordre til at stikke af samtidig
med at han fik at vide, at han fra nu af var fredløs, og hvis
han igen blev fanget ville det blive Gestapo, der ville tage
sig af ham.

Grev Axel skyndte sig til fods op til Skjoldemose, hvor han
gemte sig de allersidste dage af krigen.

Den beskrevne hændelse fandt sted den 2. maj 1945.

ET-S 2011