11 årig på flugt fra Gestapo
1944 – 1945
I Danmark under den tyske besættelse

 
11 år og på flugt for GESTAPO og HIPO sammen med Mor og Far
Link til dokument
Det kaldte man at være ”under jorden” fordi man gemte sig et eller andet sted i Danmark og fik falske navne og legitimationskort.
Mosquito flyvere fra RAF bombede GESTAPOs hovedkvarter i Aarhus den 3. oktober 1944. Hovedkvarteret lå i universitetsparken, hvor tilfangetagne mod-standsfolk var indespærret i kollegiernes tagetage som en slags beskyttelse mod flyangreb. De engelske bomber ramte meget præcist i de nederste etager, hvor tyskerne og deres håndlangere holdt til og mange blev dræbt og såret.
Flere kendte og tilfangetagne modstandsfolk slap ud af kollegie -bygningerne og blev med danske redningsfolks hjælp også i såret og tortureret tilstand hjulpet til friheden i Sverige med fiskerbåde fra Nordjylland.
Min far var en af lederne af modstandsbevægelsen i Aarhus og deltog med andre i hjælpen med at få blandt andet modstandsmanden pastor Harald Sandbæk i fi-skerbåd til friheden i Sverige. Vel ankommet til Sverige blev der i de aarhusianske aviser indrykket dødsannoncer omhandlende pastor Sandbæk, således at GE-STAPO kunne tro, at deres fange var omkommet ved bombardementet ligesom de mange gestapofolk, der blev dræbt.
Desværre blev Sandbæks tilstedeværelse i Sverige røbet over for GESTAPO, der iværksatte flere razziaer for at fange de modstandsfolk i Aarhus, der var mistænkt for at have medvirket til Sandbæks flugt. I begyndelsen af november omringede GESTAPO en ejendom på Marselis-Boulevard og brød meget tidligt om morge-nen ind i mine forældres lejlighed, der blev gennemsøgt. Min far var blevet adva-ret dagen før af en dansker, der arbejdede som spion for modstandsbevægelsen hos tyskerne. Vi pakkede nogle store kufferter og overnattede den første nat hos en kusine til min far. Den aften fik jeg at vide, at min mor og jeg skulle gemme os for tyskerne og måske flygte til Sverige og jeg sagde også farvel til min far, der ikke sov sammen med os den nat.
Næste morgen tog vi toget fra Aarhus banegård for at komme til Aalborg, hvor vi skulle gemme os til vi kunne komme til Sverige. Min far ønskede at blive i Aarhus så han kunne fortsætte i modstandsbevægelsen. I toget sad jeg med min mor på 1.klasse for første gang i mit liv. Sammen med os sad to ”onkler” som jeg kendte, de var modstandsfolk som skulle passe på os, fordi de også skulle til Sverige. Dengang stoppede togene næsten ved alle stationer, så det blev en lang rejse. Da toget stoppede i Hobro kom der en ældre mand ind i vores kupé. Det var min farfar, der skulle hjem til Hobro, hvor han boede sammen med min farmor. Min mor skyndte sig at få ham ud i gangen og ind i en anden kupé, så vi fortsat kunne være alene fire personer.
Da vi kom til Aalborg gik min farfar først ud ad togvognen og ned på perronen med min mor og mig bagefter, og lige efter mig gik mine to ”onkler”. Inden vi nåede frem til stationsbygningen for at komme til udgangen strømmede det ud med en halv snes sortklædte tyske politifolk -HIPOer-
De dannede to rækker som det var tanken at alle passagerer skulle passere.
En 1. klasses vogn var sidst i toget, så der var heldigvis mange passagerer de sortklædte forsvandt med dem. Inden da havde jeg hørt, at mine to ”onkler” havde klikket med deres gemte pistoler, og nu klikkede pistolerne igen. Først afsikring og nu til sidst sikring. Jeg var nok den eneste der ikke havde sved på panden.
Både min mor og far havde gået i skole i Aalborg, så min mor og jeg boede hos gamle skolekammerater. Vi boede hos to forskellige familier mens

vi ventede på afgangssignal til Sverige. Men mor forklarede mig, hvorfor vi skulle flygte til Sverige, og jeg glædede mig, fordi i Sverige kunne man få kokusnødder og andre spændende ting, der ikke kunne importeres til Danmark, fordi vi var besat af tyskerne.
Under hele besættelsestiden fra 1940 til 1945 kunne man i Danmark ikke købe bananer, appelsiner eller kokusnødder. Rigtig mange andre ting var rationeret.
I 1946 kom der en ny sang alle børn kunne synge. Den hed ”Der kommer en båd med bananer”
Det var også nu min mor fortalte mig grunden til, at vi ikke kunne bo hos min farfar og farmor her i Aalborg. Der ville GESTAPO nemt kunne finde os og der-efter kunne de sætte min far og mor og måske andre i fængsel.
I min familie havde vi altid haft en gammel før juleskik, hvor julemanden den første søndag i Advent kom med den allerførste julegave og det var en kokusnød, der lå om morgenen i børneværelset. Der skulle købes en kokusnød for de jule-gavepenge jeg havde fået af min farfar
Kort efter julen 1944 fik vi at vide, at fiskerbådene i Hals var beslaglagt, så vores flugt til Sverige blev aflyst. Min mor og jeg flyttede til Laven nær ved Silkeborg, hvor vi boede hos nogle venner til min far og mor, der havde et stort teglværk, der lave røde teglsten og mursten, fordi de kunne grave blåler. Nu havde vi også fået nye navne og min mor derfor et falsk legitimationskort, og jeg skulle til at gå i Gl. Laven landsbyskole, hvor jeg med nyt navn - Erik Pedersen - i stedet for Erik Trolle-Schultz blev placeret i et enkelt klasseværelse med drenge fra 6. og 7. klasse. Det var her jeg lærte hovedregning som jeg altid har haft meget glæde af. I Fjordsgade Skole i Aarhus havde jeg i oktober 1944 i 5. klasse bestået mellem-skole prøven.
Der var en lang skolevej fra teglværket til Gl. Laven nede ved Julsø selv om der kun var 2 eller 3 skoledage om ugen. Med den hårde isvinter i januar – februar 1945 foregik det i lange, brugte snørestøvler og omsyede plusfours i høj sne. Der var hverken råd til eller mulighed for at købe nyt dengang. Tyskerne havde stjålet familiens værdier.
I februar flyttede min mor og jeg til Randers, hvor vi blev indkvarteret i kælderen hos en kollega til min far. Lidt senere flyttede vi til en lejlighed i Vestergrave 12 over gården og derefter ind gennem den næste port til en stuelejlighed med lille trappe op til en flot glas indgangsdør, der førte til en lille 2-værelses lejlighed.
1.april startede jeg i 1. mellem i Randers Statsskole, hvor jeg blev undervist indtil begyndelsen af maj.
I de par måneder vi boede alene i vores egen lejlighed fik min mor mig også indmeldt i Det danske Spejderkorps, hvor jeg kunne fortsætte som ulveunge, som jeg tidligere havde været i Aarhus.
Den 4. maj 1945 lyttede de fleste danske til BBCs 20:30 udsendelse, der normalt kun var svagt forstyrret af tyske støjsendere. Kort efter speakerens normale sær-meldinger  til den danske modstandsbevægelse samt de indledende nyhedsover-skrifter hørte lød det fra hans stemme:
”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”
Pause
”Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at det tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”
Næsten samtidigt og overalt i Danmark åbnedes vinduerne og alle råbte BEFRI-ELSESBUDSKABET
ud til alle naboer og hele telefonsystemet brød efterhånden sammen. Mørkelæg-ningsgardinerne blev revet ned og endog smidt ud på gader og stræder i byer og landsbyer. De blev også flere steder samlet i bål og brændt .
Vi der hørte dette budskab fra BBC sprang overalt i Danmark ud ad mørket og ind i lyset. Der blev senere tændt stearinlys, som blev sat op i vinduerne på land og i by.
Det var en ganske spontan og fælles adfærd over hele Danmark.
Selv i tyskernes koncentrationslejr med danske modstandsfolk i FRØSLEV
blev tællepråsen fundet frem og tændt
VI BØR OGSÅ I ÅRENE FREMOVER BEVARE DENNE SKIK MED DE TÆNDTE STEARINLYS DEN 4. MAJ OM AFTENEN. DENNE SKIK BLEV SPONTANT SKABT AF ALLE OS DANSKE SAMMEN MED MIN MOR OG MIG SELV. DERMED KAN VI FORTSAT MINDES FRIHEDSBUDSKABET, DER DENGANG VARSLEDE ET FRIT DANMARK, VI FORTSAT SKAL KÆMPE FOR AT BEVARE.




CAT
22- august 2010

Kæreste Cathrine-min dejlige lille princesse,
Jeg forstår rigtig godt, at du har det svært, nu hvor du er kommet langt væk hjemmefra og bor hos helt fremmede mennesker og skal møde mange nye frem-mede i skolen og alle mulige steder.
Grunden til at jeg  mener at kunne forstå din nye situation skyldes en oplevelse og erfaring jeg fik da jeg var 8 år i 1941.
Jeg var alene med mine forældre-dine oldeforældre-da jeg fik en plejebror, der kom helt fra Finland, der netop havde tabt Vinterkrigen med StalinsRusland. Fin-land havde måtte afstå hele den sydøstlige del af landet kaldet Karelen til Rusland samt i meget stort stykke land i det nordlige.
I Karelen lå den næststørste finske by Viborg og her boede før krigen familien Günther med drengen på 7 år, der hed Lasse og havde 3 søstre.  Hele familien måtte flygte bort fra russerne til en lejr i Finland. Alle de fire børn blev sat i pleje i fremmede familier ligesom tusindvis af andre finske børn. Lasse og en lillesøster kom til Aarhus og to andre søstre til Sverige. Alle fire børn kom hjem til deres far og mor igen efter nogen tid.
Lasse kom til at bo hos min far og mor og blev derfor min plejebror. Lasse og hele hans familie talte kun finsk, og det er som du sikkert véd af en sprogstamme der intet har at gøre med nogen af de europæiske sprog.
Så du kan sikkert forestille dig hvordan kommunikationen var mellem Lasse og Trold, det var mit kaldenavn i familien. Lasse talte kun finsk og jeg kun dansk.  Jeg husker, at vi sad på parketgulvet i mine forældres lejlighed med alle mine le-jesager på gulvet.
De første finske ord jeg lærte var ordene for mor og far, som jeg nu har glemt 70 år efter, men jeg kan endnu de allerførste talord. Men Lasse sagde kun far og mor på finsk de første mange dage fordi han naturligvis længtes hjem. Men det hjalp da han lærte ordet mor på dansk; det hørte han jo tit fra mig.
Efterhånden blev det til Lillemor og Lillefar. Lasse kom i skole da skoleåret star-tede 1. april. Han i 1. klasse og jeg i 2. kl. Lasse var meget dygtig og han kom i toppen af sin klasse. Der kunne jeg ikke følge med .
Lasse var hos os et par år, men hans forældre ville have have Lasse
hjem, så mine forældre fik ikke lov til at adoptere ham. Vi beholdt dog kontakten og efter krigen kom han allerede på besøg hos os i Aarhus i1947. Jeg hentede ham ved skibet i København. Jeg  kan huske at Lasse i tolden fik udleveret rationeringsmærker. Dengang var der også chokolademærker som vi brugte på vejen hjem i toget til Aarhus.
Lasse var også med til din fars barnedåb i Aarhus.
Der har altid været en tæt kontakt mellem Lasse og din bedstefar, og det gælder også resten af familien endog i flere forskellige generationer. Lasse døde i 1987 af hjerteslag.
I slutningen af den kommende september rejser jeg fire dage til Hel-singfors for at besøge Lasses enke og de tre voksne børn.

Kæreste Cathrine dette var en historie, der startede meget negativt for en lille dreng, men meget hurtigt udviklede sig til en langvarig solstråle historie for flere generationer af familien Trolle-Schultz.


Knus og kram
Bedstefar